søndag den 26. december 2010

Genbrugsglas og stålstager

Forleden kom min kæreste hjem fra byen med en ny og fancy ice tea, eller en såkaldt Arizona Blueberry Green Tea. Teen i sig selv var ikke så interessant, men flasken var perfekt som vase, fordi formen var enkel og etiketten var nem at få af. Kan godt lide flaskevaser, eller -stager, fordi det minder mig om sommerhuse og teenageværelser, og fordi jeg går ind for genbrug og i det hele taget har en svaghed for design med et industrielt præg. I flaskevasen satte jeg et par fine keramikblomster, som jeg har købt at en kregler i Krakow.



Smider også et par ekstra billeder ind af andre superbillige yndlingsting.


Kærestens selvdrejede stållysestager

Loppefund med sløjfe i anledning af julen

torsdag den 23. december 2010

Tøjopbevaring

Vores nye lejlighed er fra starten af 1900-tallet, og det er ikke mange ændringer, der er foretaget i lejligheden gennem tiden. Det betyder blandt andet, at vi har det fineste originale køkken og de flotteste plankegulve, men det betyder også, at der ikke er mange opbevaringsmuligheder i form af skabe. Til opbevaring af tøj, benytter vi os derfor af en enkel løsning bestående af en svævende sort bøjlestang, der går fra væg til væg i vores soveværelse, og som holdes oppe af to metalkæder i loftet.
Det er en utrolig funktionel løsning, der giver mulighed for at samle store dele af vores tøj, og som samtidig ikke optager meget plads i lejligheden.

  

tirsdag den 21. december 2010

Førjulegave

Ansie drager til Fyn i morgen i anledning af julen, derfor gav vi allerede julegaver i går. Jeg fik en krenitskål fra Normann Cph, som har relanceret de smukke gamle skåle, der oprindeligt er designet af Herbert Krenchel for mere end 50 år siden. Skålene kan fås i mange størrelser og farver, deres ultratynde skal gør dem meget rafinerede som fx salatskåle. Indtil videre bliver min dog blot brugt til at pryde min vindueskarm.

Abi
TV: Krenitskål fra Normann Cph
TH: Cocoon Mini fra Holmegaard

søndag den 19. december 2010

4. søndag i advent

Sig nærmer tiden og i anledning af denne adventssøndag, har jeg tændt lysene i min smukke indflyttergave fra Ansie, støbejernsstagen fra Normann. Den fungerer som adventsstage i denne tid og pifter hele stuen op med et råt og moderne udtryk, som står i smuk kontrast til egetræsmøbler og julepynt.

Glædelig jul...

Abi

lørdag den 18. december 2010

Glødepærer

Vi ved jo godt, at de ikke er miljørigtige og at de er dyre i længden. Men for os der ikke kan vende os til sparepærens klodsede udseende og kliniske lys, er glødepæren altså et must. Det var derfor en sorgens dag, da de i september sidste år, ikke længere var at finde i butikkerne.
Efter at have bandet og svovlet over sparepæren i et halvt års tid, opdagede jeg ved at tilfælde at Silvan allerbagerst i butikken, på en af de nederste hylder havde et lille lager af små, glødende, klare pærer, der ikke engang var særlig dyre.
Magasin sælger selv samme pærer tre gange så dyrt. Så jeg foretrækker Silvanversionen til 29,95 for to 60watts med stor fatning. De fås kun i klare udgaver, altså hvor glasset ikke er coated. Dette giver et lidt skarpere skær, men er til gengæld virkelig flot i lamper, hvor pæren er synlig - fx. i Bonderup&Thorups klassiske trompetlampe.
Har taget et par billeder af min yndlingslampe, Arne Jacobsens AJ (et arvestykke) der selvfølgelig er blevet beriget med en politisk ukorrekt glødepære.

Abi
 



Fleksibel lampe

Abi gav mig denne skønne lampe forleden dag. Det er en aflagt lampe fra hendes mors arbejde, hvor den bruges af dyrlæger under operationer. Lampen er enkel, men har et råt udtryk, som jeg elsker. Lampen sættes fast med en klipse-funktion, hvilket betyder at lampen hurtigt og let kan placeres hvor man ønsker det. Det er en utrolig fleksibel lampe, som let kan rykkes rundt, og give lys hvor det er nødvendigt.
Jeg har sat lampen på min reol, så den giver et hyggeligt lys i hjørnet af vores stue.

Ansie

 

torsdag den 16. december 2010

Indflyttergave

Jeg er netop flyttet sammen med min kæreste i den hyggeligste 2-værelses på Nørrebro. I den anledning fik jeg en fantastisk indflyttergave af Abi, nemlig en lysestage fra Royal  Copenhagens Mågestel. Mågestellet har, på det seneste, fået sin renæssance, og er blevet  en efterspurgt vare i diverse genbrugs- antikbutikker. Royal Copenhagen har fornyet det klassiske mågestel ved eksempelvis at lave en termokop, men jeg synes nu de gamle designs har sin charme. Mågestellet forhandles til brugervenlige priser i Royal Copenhagens outlet på Nordre Fasanvej.

Ansie 
   

Klare farver i en mørk tid



I dag har jeg fotograferet mine yndlingskrus. De fine pantonekrus kan fås i alle farver fra Pantones farveskala og er perfekte til en hyggeaften med flere gæster, hvor alle kan få deres personlige farve. De kan også fås i stribede, men jeg kan bedst lide disse enkle modeller til 99 kroner stykket.

Forleden dag opdagede Ansie og jeg Illum Bolighus julekalender, med et nyt tilbud for hver dag i december. Den er der desværre ikke længere, men de har til gengæld en lang liste med juletilbud, så man kan få fingre i nogle klassikere til en billig(ere) penge. Tjek linket her.
Jeg er især vild med Royal Copenhagens nye rene White Plain porcelæn, som er vasket helt rene for muselmaling og blå kanter.  


White Plain




onsdag den 15. december 2010

Firmagave


Jeg har været så heldig at få lov bestemme, hvad min kæreste skulle have i firmagave. Så jeg nedstemte bilstøvsugeren og valgte Sigvard Bernadottes smukke termokande, produceret af Georg Jensen. Den lyser nu hele køkkenet op og passer perfekt til vores Trankebarstel fra den Kongelige Porcelænsfabrik. Sidstnævnte laves ikke mere, men kan købes brugt i bl.a Samlerhuset i Hillerød (link), som også har meget andet kongeligt porcelæn. De ved desværre godt, hvad de skal have for det. Generelt er kongeligt porcelæn i høj kurs, men er stadig at spotte til rimelige priser på Københavns loppemarkeder.


Apropos Georg Jensen og Den Kongelige Porcelænsfabrik. Så tjek deres fælles outlet ud på Søndre Fasanvej 7, 2000 Frb eller på Georg Jensens hjemmeside. Link.

http://www.georgjensen.com/dk/outlet?gclid=CJGeqYCS76UCFZgA3godVDWrpQ




Bernadotte

tirsdag den 14. december 2010

Quriosa

I dag faldt vi over en lille lysende perle i Rantzausgade på Nørrebro. En loppeshop med læssevis af lamper i alle former og farver. Ægte (og uægte) Panton pendler hang side om side med industrielle arbejdslamper og mere skulpturelle og ukendte lamper. Betjeningen var yderst behagelig og priserne var fornuftige. Bestemt et besøg værd.



Se linket eller besøg butikken på Rantzausgade 33, 2200 Kbh N.

http://www.quriosa.mono.net/8834/forside

mandag den 13. december 2010

Introduktion

Lige siden, at jeg som tiårig fik mit eget værelse, har jeg brugt størstedelen af min tid og mine penge på at indrette omgivelserne omkring mig. Jeg elsker at blive inspireret af boligmagasiner, men det er lidt problematisk, at det ofte kræver en indretningsarkitekt og en årsløn på et par millioner, hvis man vil bo som i bladene.
Heldigvis deler jeg min boligbesættelse med den anden A, som er min største inspirationskilde. Vi bruger ufattelige mængder af vores tid på denne hobby og vil anvende denne blog til at arkivere vores drømme og fund, med håb om at andre kan få glæde af dem.

Abi. Stifter